2014


De optrædende ved Splittergal Sigøjnerfestival 2014

Repo Rteri, et sprudlende hornorkester der kommer fra en bulgarsk bjerglandsby, hvor indbyggerne i generationer har ernæret sig som musikanter.

Romano Suno er en musik- og dansetrup fra Ungarn, som gennem 16 år har samarbejdet med De Splittergale omkring kulturudveksling og fælles forestillinger. Gruppen ledes af Tibor Lakatos.

De Splittergale har gennem 24 år haft stor succes med deres musik- og gøglershow i Danmark og rundt om i Europa. Mange af gruppens medlemmer har en fortid i det psykiatriske behandlingssystem.

Roma Fest kommer fra den transsylvanske del af Rumænien. En af danserne er kendt fra Cirque du soleils forestillinger. De Splittergale er adskillige gange blevet gæstfrit modtaget i deres landsby.

Flamencoteatret har sin rod i Sydspanien og tæller bl.a. den berømte flamingo guitarist Eugenia Iglesias, som gennem mange år har arbejdet sammen med danseren Kirstine Hastrup (DK).

Rizi familien stammer fra Kosovo og spiller traditionel dansevenlig Balkan Punk. Medlemmerne har opnået flygtninge status og bor nu på Sjælland.

Gunni Torp Band optræder med dansksprogede sømandssange med et strejf af skillingsviser og sømandsmusik. Gunni har gennem mange år optrådt med sigøjnernes sang- og musik.

Musikdirektør Rasmussens Bal Orkester består af tre unge fyre som spiller rå svingende spillemandsmusik.

Kridtsko har hjemsted i Svendborg. Repertoiret består af sigøjnermusik og Balkan toner.

Malene Fenger- Grøndahl er forfatter, foredragsholder og journalist. Gennem mange år har hun interesseret for romaenes problemer i EU. Malene er forfatter til flere bøger og artikler om emnet. 

Maja Bugge er filminstruktør og viser ved festivalen klip fra hendes nye film om en markedonsk romas barske liv i Danmark, hvor fordommene mod sigøjnere stadig stortrives.

Cirkus Skunk, kendt gøgler fra sine mange forestillinger rundt om i Danmark.

Jon G. Lør har givet mere end 1500 forestillinger på gader og stræder med hans fængende jonglør show.

Bom bom og co, et ungt artistpar som kender hinanden for miljøet omkring Gøglerskolen og Cirkus Tværs i Aarhus.  

De To Spillemænd har gennem 40 år optrådt med dansk folkemusik. Ved festivalen vil de byde publikum op til en kædedans.

Karl Bille, musiker, skuespiller og forfatter. Mangeårig ven af De Splittergale og har støttet dem i deres samarbejde med Romano Suno. Har skrevet bogen Gal med Gøjnere som skilrer en turné med De Splittergale og Romano Suno i Ungarn 2013.

Mathilde Vendelbo, sanger og performans kunstner. Har både været elev og underviser i De splittergale og har på dygtig vis været med til at udvikle gruppens afsindigt ”gale” udtryk.


Samskabelses projekt maj 2014

Amanda, en af deltagerne skriver efter forløbet er slut:

Jeg sidder med en tom følelse tilbage og dog så fyldt op med tanker. Jeg savner de dejlige mennesker, jeg har brugt så mange timer og dage sammen med. De har åbnet øjnene op for mig, for noget nyt, nemlig meningen med galskaben.
Jeg har aldrig rigtig kendt nogen med en psykisk sygdom, så da jeg gik ind i dette projekt, var jeg meget spændt og vidste ikke hvordan det hele ville blive.  Jeg tænkte mange tanker: ”Går de amok? Er de anderledes end mig? Er de splitter gale?”
Og ja de er splitter gale, men på deres egen unikke måde. De er helt fantastiske og søde mennesker, som jeg deler interesse med, nemlig musik og drama. Vi gik alle ind i dette projekt med samme forventning og interesse: At skabe et æstetisk udtryk af at være gal og normal. Vi har haft mange diskussioner og samtaler om, hvornår man er gal og hvornår man er normal. Jeg ved aldrig, om vi kom frem til en konklusion.

Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg selv er splitter gal på min helt egen unikke måde og faktisk kan råbe og skrige og gå helt amok! Det er en skræmmende og en gal side af mig, som jeg ikke vidste var der. Men det ved jeg nu. 

Jeg vil aldrig glemme dette projekt og menneskerne i det. De har skrevet noget ned på mit stykke medfødte hvide papir for altid. Det kan aldrig viskes ud eller slettes igen og det må det heller ikke! Det er ikke skrevet med blyant eller kuglepind, men med en permanent marker!

Tak for et dejligt projekt! Og hvem ved, måske har projektet født et nyt splitter galt medlem? 

Kursus i sigøjnerdans og gårdsang


Vi arbejder for tiden på at planlægge dette års aktiviter i forbindelse med Aarhus som Kulturby, som bl.a. omfatter en Sigøjnerfestival på Godsbanen i august måned og et fortsat samarbejde med VIA og deres uddanelsesinstitutioner.

Ny anmeldelse af bogen Gal med Gøjnere

EN BUKET LIVSGLÆDE
- af Gudmund Auring -

Der er mange måder at være outsider på.

Man kan for eksempel bære rundt på et skrøbeligt sind, som alt for let kan spærre én inde i ensomhed og isolation.   

Eller man kan tilhøre en befolkningsgruppe, der er anderledes i kultur og normer - anderledes end hvad? End den herskende kultur og de gængse normer, naturligvis! I sådan en position bliver man let udsat for massive fordomme og diskrimination. Og de deraf følgende barske levevilkår, med arbejdsløshed og dårlige sociale forhold, kan medføre, at nogle reagerer med handlinger, som yderligere bekræfter de herskende fordomme. En ond cirkel er i gang…

 

   ”Gal med gøjnere” hedder en lille bog af musikeren og skuespilleren Karl Miller Bille. I den beretter han med (mange) billeder og (kort og koncis) tekst om en miniturné, som 12 medlemmer af den århusianske musik- og gøglertrup ”De Splittergale” deltog i sammen med den ungarske sigøjnertrup ”Romano Suno” i det nordøstligste Ungarn efteråret 2013. De to grupper har kendt hinanden i 16 år og benytter enhver lejlighed til at optræde sammen. Men let er det ikke, da kulturstøtte til den slags ”skæve” arrangementer ikke hænger på træerne i Danmark, og da slet ikke i Ungarn!

   Men gruppernes to ledere, Jacob Hogrebe og Tibor Lakatos, lader sig ikke standse af besværlighederne. Med indædt energi og personlige ofre får de arrangementer i stand, oftest på et økonomisk minimum, men med nøjsomhed, gensidig velvilje, stor gæstfrihed og - vigtigst af alt! - masser af gøgl, musik og dans, så går det alligevel. Ja, mere end det, så blomstrer et festligt og humørfuldt kulturelt samarbejde på græsrodsniveau på smukkeste vis - som vilde blomster på en grøftekant.

   ”De splittergale” består for en stor del af psykisk skrøbelige medlemmer. Gennem gøgl og musik, gennem optræden og fest får de mulighed for - måske ikke netop at blive ”normale”, men at opdage og værdsætte deres egen originale personlighed, bryde isolationen og give og få en masse spændende og sjove oplevelser i fællesskab med hinanden og mange, mange andre.

   ”Romano Suno” vil gennem klassisk roma-kultur, som på mange måder er truet både indefra og udefra, indadtil genskabe romaernes kulturelle identitet og udadtil vise et korrektiv til alle de negative fordomme, der hersker om romaerne, ikke mindst i Ungarn. Her opleves i disse år oplever en voldsom højre bølge, båret af ekstrem nationalisme og massiv intolerance overfor mindretal, ikke mindst romaerne, der udgør mere end 10 % af Ungarns befolkning.

 

   Karl Billes bog er først og fremmest en festlig skildring af en turné, med alt hvad dertil hører af musik og gøgl, optræden på skoler, besøg i de fattige kvarterer, hvor mange af romaerne bor, fælles måltider, krydret med den lokale Palinka-brændevin, gæstfrihed og humør. De mange billeder stråler af atmosfære, nærvær, fællesskab, skæg og ballade. Man gad godt ha været med på den tur - at opdage og værdsætte sin egen originale personlighed er jo ikke kun noget, psykisk skrøbelige eller syge har brug for!

   Men bogen krydres også med en hel stribe portrætter af turnéens deltagere, hvor de samtidig kommer til orde med centrale replikker om deres oplevelser og erfaringer. Også personer fra publikum til de tre shows får ordet: En pige syntes, at show´et var godt. Men ellers er hun bange for romaerne. En skoleinspektør finder det fortræffeligt, at Ungarns regering sætter ind med aggressive sociale forringelser overfor de ”dovne og kriminelle” romaer. Man kan således på ingen måde sige, at romaerne kun anskues fra én synsvinkel.

   Alligevel lades man ikke i tvivl om, hvor Karl Billes sympati ligger. Hans beskrivelser af mangfoldigheden, hjerteligheden, fællesskabet og gæstfriheden hos både romaer og danskere er ikke til at tage fejl af. Gennem sine mange års kontakt med både ”De Splittergale” og ”Romano Suno” har han knyttet venskaber, fået utallige oplevelser og atter og atter genfundet den inspiration og det perspektiv, kulturmøder som det beskrevne giver til hans liv og verdensbillede. Og gennem deltagernes kommentarer og egne korte, informative afsnit om det politiske klima i Ungarn (som jo også EU er stærkt på vagt overfor) får han løftet bogen til også at rumme et politisk perspektiv, hvor menneskerettigheder, intolerance og diskrimination bliver berørt.

   Det er de to gruppers fortjeneste, at de under vanskelige forhold stædigt og vedholdende fastholder de værdier, der ligger i gøgl og musik, fællesskab og sammenhold, humør og rummelighed. En buket af blomstrende livsglæde.

   Og det er Karl Billes fortjeneste, at han i denne lille, festlige og letlæste bog fastholder disse oplevelser og formidler dem videre til os, der ikke var med. Desværre må man med skam indrømme, at éns glæde på de deltagendes vegne krydres med gusten misundelse! Et bedre menneske er man altså ikke…

 

 

Gal med gøjnere

Tekst og billeder: Karl Miller Bille

 

Udgivet af

Foreningen De Splittergale

Dybrovej 21

8270 Højbjerg

www.desplittergale.dk

 

Pris: 70 kroner   + forsendelse 40 kr.


Gal med Gøjnere! - En bog af Karl Bille

I anledning af bogudgivelsen blev der afholdt en velbesøgt reception på Kultur- og Kontaktsted Kragelund. 
En stort tak til Karl for hans arbejde med at udarbejde denne bog.
Også tak til Line Bak for et flot layout og til forfatter og journalist Malene Fenger Grøndahl, som var rådgiver på projektet.
Tak til 1. Maj Fonden og Interkulturelt Center. Deres økonomiske støtte gjorde det muligt at trykke bogen.

Den er på 66 sider og er spækket med skønne billeder og udsagn fra udkantseuropa i forbindelse med De Splittergale og Romano Sunos fælles show på skoler og uddannelsessteder i Ungarn sidst år.

Bogen kan købes for 70,- kr + forsendelses omkostninger ved email eller telefonisk kontakt til De Splittergale!


Bogen:

Reception for udgivelsen af bogen "Gal med Gøjnere".

Tirsdag den 18. Marts kl: 15.00-17.00 afholdes reception i anledning udgivelsen af bogen "Gal med gøjnere." 
Mød op og få en hyggelig eftermiddag! Invitation og plakat kan ses nedenfor: